Tilbage i andedammen

“Vil du have bonen med?”, spørger kassedamen i Netto kvinden foran mig. “Nej tak. Jeg stoler på dig,” svarer kvinden. Dejligt at mærke den gensidige tillid stadig findes trods et Danmark i forandring.

FullSizeRender (1)
Flødeboller er højeste prioritet.
Jeg er lige vendt hjem til andedammen og på hurtigt indkøb for at hente noget så eksotisk som kærnemælk til koldskålen og skyr til morgenmaden. Et besøg i Netto er ligeså spændende, som jeg forestiller mig en safari i Sydafrika. Jeg nærstuderer varerne på hylderne og lægger lige en halv liter Hansens nougatis i kurven på vejen. Italienerne er jo fantastiske til at lave is, men den gode gammeldags nougatis er de, så vidt jeg har erfaret, ikke kommet nærmere end Panna Cotta-varianten fra Sammontana. Og til det kan jeg bare sige følgende; ligesom man gør klogest i at drikke sin cappuccino og spise sin pizza i Italien, bør man indtage sin nougatis i Danmark.

Jeg lader også min bon ligge i Netto, selvfølgelig fordi jeg stoler på kassedamens gode intentioner, men lige så meget fordi jeg gerne må. I Italien skal man nemlig tage bonen med ud af forretningen, så finanspolitiet vil have mulighed for at tjekke, at skattefar får sin andel af transaktionen.

 

Jeg sætter mig op på min mors “mormorcykel” med styr i brysthøjde og fodbremse og smiler i farten til den glade haveejer, som er ude og luge fortovet i anledning af et øjeblik med solskin. Skovduerne kurrer og jeg glæder mig til et stykke Gillelejerugbrød perfekt anrettet med en gammeldags modnet marineret sild og et hårdkogt æg på toppen.

Løbeturen senere på dagen sørger jeg for at henlægge til venstre side af vejen for ikke at modtage en reprimande fra en regelret medborger og det føles overraskende godt. Måske noget med at signalere kendskab til omgangsformerne i dammen og dermed føle sig inkluderet i det ellers ret lukkede selskab af specielle ænder. På den anden side bliver jeg irriteret de gange jeg så alligevel får trådt over stregen og oplever at blive irettesat af disse rød/hvide ænders bedreværdsfølelse og rappen ad andre ænder, der ikke lige svømmer med strømmen. Muligvis en af måderne, hvormed Danmark og danskerne har formået at skabe og bibeholde en følelse af sammenhæng og fællesskab…?

Flere ting jeg lægger mærke til i de første dage:

  • Kvinder fra 60 år og opefter, som alle sammen ligner min mor; sølvgråt pagehår, mærkelige briller og tøj i støvede farver og bløde linjer.
  • De smukkeste smykker, blandt andet en guldring til 9000 kr, der ligger frit fremme på et museum i Nordsjælland. Jeg bemærker det, hvortil smykkekunstneren svarer: “Vi er jo i Danmark.” Han tilføjer dog: “Nordsjælland.”
  • Min veninde, sender en besked i god tid om at hun bliver fem minutter forsinket til vores aftale – altså som i “præcis-fem-minutter-forsinket”!
  • Min mor, der vil give gæsterne resten af den melon med hjem, de var kommet med til middagen. Det er mega-uhøfligt at gøre i Italien.
  • Spise med Price og Skattejægerne. Så kan det ikke blive mere dansk.
  • Fodgængerovergang, hvor den regelrette dansker pænt holder tilbage, før jeg overhovedet selv er blevet bevidst om at ville krydse vejen.

Jeg er tilbage i dammen med nypudsede briller, som med tiden dog langsomt “snadrer” til igen, og så er det godt at flyve afsted på ny.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s