Om at være jaloux på en grovbolle

Den lune bolle deler hun i små bidder, som hun kommer honning på med sin teske og derefter lader falde ned i kaffen én bid ad gangen. En blanding af lige dele varm mælk og stærk espressokaffe spreder den skønneste duft i køkkenet. Dampen stiger op fra koppen og dugger hendes briller. Hun arbejder systematisk og koncentreret med brødet, honningen og kaffen. Maden har første prioritet lige nu og alt andet end den overfladiske sludder må vente.

”Ja, altså i stedet for at komme cornflakes i, ik`?”, spørger hun lidt undskyldende, som for at få min godkendelse til at gennemføre det mærkelige ritual, da hun mærker min skepsis. Hun møder dog ikke stor forståelse fra min side, fordi man kommer sgu da heller ikke cornflakes i kaffen!

Bollerne er friskbagte og jeg har inviteret min gode veninde til morgenmad. Hun sætter meget pris på det danskprægede morgenbord, som hun imidlertid fortolker på sin egen unikke måde.

Da hun har ladet flere bidder brød med honning falde forsigtigt ned i koppen, bruger hun så sin teske til at fiske de gennemvædede krummer op af kaffen igen. Hun søber dem i sig med stor tilfredshed, mens øjnene hviler meditativt på kaffekoppen. Jeg føler det svært at konkurrere med himmerigsmundfuldene om hendes opmærksomhed. Kan man være jaloux på en grovbolle?

Hun indtager på denne måde en halv bolle, kigger endeligt kort op på mig og tager en slurk af den dampende mælkekaffe, hvorefter hun roligt og beslutsomt går i gang med den anden halvdel.

Jeg drister mig til at byde hende den lækre figenmarmelade, som man kun kan få i Carrefour 70 km herfra, i håb om at hun vil holde sig til honningen. Men jeg ved jo godt, at hun ikke kunne drømme om at takke nej til at smage noget, som er sødt. Så den næste bid bolle bliver beklædt med en teskefuld af min fantastiske figenmarmelade, inden den dumper i kaffen, bliver fisket op igen og indtaget uden videre komplimenter, hvorefter hun heldigvis vender tilbage til honningen 🙂 . Måske kaffe ikke “gifter” sig så godt med figen (som man udtrykker det på italiensk)?

Ungerne spiser passende morgenmad foran fjernsynet her i weekenden, så de undgår at få gode idéer til, hvordan man også kan indtage dagens første måltid.

Min veninde er en voksen dame – men også italiener, og min italienske mand forsvarer hendes metode med den forklaring, at man før i tiden til morgenmad spiste gammelt rugbrød, der var så hårdt og tørt, at det skulle blødes op i mælken.

Langsomt i takt med at maven fyldes vender veninde sine sanser i retning af mig, og vi får en god samtale og nogle hjertelige grin.

Skønt at der bliver sat pris på mine kulinariske fremstillinger og hurra for vores forskelligheder, som giver mig noget at skrive om.