Mænd og influenza

Fintsnittede artiskokker med flager af parmesanost, pinjekerner, citron og olivenolie efterfulgt af grillede lammekoteletter og som afslutning hjemmelavet is med varm, tyk og mørk chokoladesovs. Det har jeg glædet mig til at spise i hyggeligt selskab på yndlingsrestaurant i alpeby. Jeg når desværre bare at indtage halvdelen af artiskokkerne, da jeg begynder at fryse voldsomt og må have manden til at køre mig hjem, hvor jeg går i seng med feber garanteret så høj som Matterhorn.

Ved middagstid dagen efter slæber jeg mig hjem fra købmanden med kulderystelser, svage ben og indkøb i rygsækken, der pludselig føles som Obelix’ bautasten må gøre det for Asterix før den magiske portion.

Jeg tager en aspirin, overgiver mig til sofaen og gør det absolut forbudte; googler mine symptomer…

IMG_8753[2933]
Istedet for selvmedlidende selfie er her et billede af nyligt ankomne lækkerier fra Lagkagehuset.
Med hjælp fra internet, fantasi og almindelig dødsangst får jeg nu feberrystelser og den lille ømhed jeg har i siden af ryggen tilpasset intet mindre end nyrebækkenbetændelse med risiko for nyresvigt, blodforgiftning og mulig død! Funderer over hvilken pyjamas jeg skal tage med på hospitalet; Moshi Moshi Mind skandinavisk- simple-living-sag i lys bomuld med brune striber eller mere afdæmpet Calvin Klein italiensk-elegance-sag i gråt, blødt stof med satinkanter?

“Med mindre din nyre er nedsunket, er det ikke den, du er øm i”; siger lægen meget diplomatisk, da jeg besøger ham og fortæller om min måske meget alvorlige sygdom. Muligvis er jeg lidt hysterisk, men det plejer at være min mand, der bliver så hårdt ramt af en simpel influenza, og da tænker jeg iøvrigt, at han overreagerer helt vildt. “Nu kan du forstå, hvordan jeg har det”, siger han lidt hoverende, men er ellers meget overbærende med sin syge kone.

Jeg har ikke energi til at vaske mig og indtager ynkeligt, hvad der er tilbage af gammelt brød, osteskorper fra køleskabet og tørre klementiner, ingen andre har gidet at spise, mens jeg kigger misundeligt og selvmedlidende ud på kvinden, der løber fjedrende forbi på vejen. Jeg orker ikke at svare telefonen eller læse avisen. Min indsats med mand, hus og børn er på absolut minimum.

Efter 6 dage på den måde er jeg tilbage hos lægen og fortæller ham heroisk med tårer i øjnene, at jeg selvfølgelig godt kan udholde mine lidelser lidt endnu, hvis bare han forsikrer mig om, at jeg ikke står med det ene ben i graven og, at alt bliver godt igen. Han forbarmer sig over mig og udskriver penicillin. Da jeg går derfra, har jeg det faktisk meget bedre og køber ingen penicillin.

På 7. dagen tager jeg bad, vasker hår, skifter sengetøj og føler mig som genfødt. Jeg tænker på lægens ord under mit første besøg: “Jeg ved ikke, hvordan tingene ser ud imorgen, men idag fejler du ikke noget alvorligt.” Beroligende uden dog at love for meget, men hvem kan i virkeligheden vide, hvordan dagen ser ud i morgen? Og heldigvis for det.

Jeg gør huset rent med glæde og stor entusiasme, bare fordi jeg kan 🙂 Og så må jeg nok revidere mine fordomme om mænd og influenza…

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s