Mudder og mig

Jeg drikker den sidste tår af min nummer to kop kaffe. Det er altid et lidt trist øjeblik, fordi det er så dejligt at drikke morgenkaffe, og en tredje kop kaffe er udelukket af helbredsmæssige årsager. Klokken er ni, fuglene kvidrer forårskåde lige uden for vinduet i køkkenet. Børn og mand er afsted til hverdagens gøremål og jeg afventer en oversættelse, som skulle være ankommet i går og skal afleveres i morgen…

Fastelavnsugen slutter søndag. Så bliver pisterne igen farbare og jeg vil kunne være heldig at finde brød hos købmanden også efter klokken elleve. Der er forår og forandring i luften.

Jeg læser avis, tjekker blogs og andre ”vigtige” nyheder, klæder mig på og beslutter at gå en tur nu, inden jeg lige pludselig bliver nød til at arbejde. Turen fra hoveddøren (det lyder som om, at vi også har en bryggersdør, en bagdør eller en terrassedør 🙂 ) og ud til vejen foregår i små hop fra én ø af sne til den næste for ikke at træde ned i mudderet, som nu er flere centimeter dyb i vores indkørsel. Jeg traver ad vejen et stykke længere ind i dalen, krydser floden på en solid træbro og i selskab med det rislende gletchervand går jeg nedad en grussti overvejende dækket af tøsne, vandpytter og mudder. Solen kysser min næse og den lune blæst aer mine kinder.

img_8720

På et tidspunkt kan jeg beslutte at dreje hjem igen eller tage turen ned i den anden ende af byen. Og så er det jo praktisk, at jeg kan tjekke mail på telefonen for at se, om der er kommet arbejde. Det er der ikke, så jeg forlænger turen rundt gennem byen. Her midt på dagen er her meget stille fordi forretningerne har middagslukket og turisterne suser på ski nedad bakkerne, nyder solen i lifterne på vej opad igen eller hænger ud med kolde øl i liggestole foran bjergrestauranterne.

10535010_1578696759081051_1563859174_n
Arkivfoto (læs: Bukserne er gamle, mor!)

Efter en god times frisk trav er jeg hjemme og hopper rundt om mudderpølene for at komme nogenlunde renskoet tilbage i alpehytten.

På en måde er jeg glad for mudderet. Det betyder jo at sneen smelter, og det giver mig en forventning om fantastiske forandringer og nye muligheder. Jeg ved ikke lige præcis hvilke… men følelsen er rar og jeg kan i hvert fald starte med at finde mine ”fine” 18 år gamle, blomstrede Converse frem fra gemmerne og glæde mig til næste byvandring.

Advertisements

One thought on “Mudder og mig

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s