Hos slagteren efter honning

Butikken er ren og ryddet, næsten steril som på en dyreklinik. På hylderne står nogle enkelte flasker rødvin. Køledisken bruges kun til at dele lokalet op mellem eventuelle kunder og betjening og den store ovn til grillstegte kyllinger er slukket og tom. Hvis ikke jeg vidste at butikken har set sådan ud de sidste mange år, ville jeg tro at den var ved at lukke. Der hænger nogle enkelte lufttørrede kødstykker ude under butiksskiltet “Maison de la Viande”. Men folk som ikke taler italiensk vil ikke kunne handle her. Der er ingenting at pege på eller blive inspireret af.

Jeg er gået herind fordi slagteren nogle gange sælger honning til en lidt lavere pris end hos den lokale købmand. Og ganske rigtigt; den lille halvtykke mand med briller og meget lidt hår på issen, som for størstedelens vedkommende er dækket af en hvid kantet hat, viser mig en lille papkasse på bænken ovre ved vinduet med 5 glas honning. De er uden etiketter og kommer fra en veninde længere nede i dalen. Han nærmest hvisker: ”For dig er prisen kun 11 euro per kilo,” som om det er en hemmelighed mellem os to. Han har altid har en speciel pris til mig også selvom jeg ellers kun handler her når min mor er på besøg og vil forkæle os med frikadeller. I begyndelsen fik det mig til at føle mig specielt udvalgt. Nu er jeg selvfølgelig blevet klogere. Prisen er en euro billigere end hos købmanden men 3 euro dyrere end, hvad man kan købe honning for i hypermarkederne længere nede i dalen.

Slagteren fortæller mig, stadigvæk halvt hviskende, hvorledes han blev fragtet op efter honningen i bjergene på ryggen af et æsel. ”Da vi havde renset dets hove fik jeg besked på at omfavne æslet,” siger manden med tårer i øjnene. ”Æslet havde nu accepteret mig og var villig til at bære mig opad en smal bjergsti i en time for at hente honningen.” Manden er nu tæt på at bryde sammen, og jeg prøver lidt usikkert at få afsluttet mit besøg. Han sliber videre på det knivhoved fra en foodprocessor, som han har i hånden, genfinder balancen og tilbyder mig smagsprøver på både honning og lufttørret kød. Jeg takker pænt nej. ”Jeg har ingen penge med nu, så jeg kommer igen en anden dag”, siger jeg, får listet mig forsigtigt ud af forretningen og fortsætter min løbetur hjemad.

Jeg har ikke købt honningen endnu – vi har stadig lidt på lager og så billigt var det jo heller ikke. Men jeg er blevet en historie rigere og når jeg sparer lidt på det ene kan der jo blive lidt mere til det andet 🙂

jakke

…som for eksempel et fornuftigt og ganske uundværligt stykke overtøj til forår i bjergene.

 

 

 

Advertisements

One thought on “Hos slagteren efter honning

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s