Mad som ikke feder

Den lille røde maskine med håndsving er centrum for to fuldvoksne mænds udelte opmærksomhed. Fabio fører forsigtigt pastadejen ind i maskinen og tager imod den når den kommer ud den anden vej i pænt udrullede pastaplader, mens Mario har kontrollen over håndsvinget. Så fører Fabio pladerne ind i maskinen igen og ud kommer de fineste tagliatelle på lidt over en halv centimeters bredde. De bliver lagt til hvile på en bakke som fine fuglereder.

Vi er inviteret til middag hos vores gode venner og har taget saltet og lufttørret kød med fra kronhjort og gemse (bjergged) og en flaske hvidvin uden etiket, som desværre viser sig at være olivenolie.

Sovsen til den hjemmelavede pasta består af kød fra en slags medisterpølse, kål og ristede pinjekærner. Smagen er fantastisk, men der er generel enighed om, at pastaerne er blevet lidt for tynde, så de klistrer til hinanden.

Vennerne diskuterer nu den optimale tykkelse på spaghetti;

Ruby: ”Hvis min kone kommer hjem med spaghetti nummer 3, ryger hun ud sammen med spaghettierne. Jeg foretrækker spaghetti nummer 5.”

Silvia: ”Spaghetti nummer 3 er faktisk ikke spaghetti men ”spaghettini.””

Mario: ”Det er lige meget. For mig er nummer 3 den eneste rigtige spaghetti.”

Nej, pasta er ikke bare pasta for en italiener. For eksempel hører der trenettepasta til pestosovs, og til amatriciana (tomat, løg, svinekinder, pecorino-ost) er bucatini de bedste. Sidstnævnte er specielt tykke ormelignende spaghetti-rør, som har det med, lige i det øjeblik jeg fører den møjsommeligt pastaomviklet gaffel op mod munden, at svippe ud og stænke tomatsovs nedad min bluse.

Til hovedret får vi de lækreste bøffer fra den lokale slagter og så går diskussionen som følgende: -Kødet er jo ikke herfra men fra Piemonte, -Highlandkvæg skal stege i længere tid, men det har en god smag, -Små vildsvin er mærkeligt nok ikke så gode i kødet som pattegrise, -Det bedste fra rådyret er hjertet tilberedt med karamelliserede løg, -Jeg kan ikke lide får, -Jo, får giver da den herligste pecorino-ost!

img_8447
Digestive, smør, dulce de leche, fløde, vaniljesukker, banan, mørk chokolade.

Jeg beundrer italienerne for den kærlighed de har for mad og energien de bruger på måltidet, som strækker sig langt udover det relativt korte øjeblik, hvor man faktisk spiser. Nydelsen ligger også i at tilberede og glæde sig til maden, snakke om ingredienserne, mærke duften, der breder sig i køkkenet, følge med i udviklingen af en simreret og betragte en farverig salat eller en smukt farveafstemt kage. Og så feder det ikke!

Det er iøvrigt mega-ærgerligt, efter min mening, at bruge kalorier på en tør bøf, dårlig chokolade, brændt pizza, pasta kogt med for lidt salt og is uden fløde istedet for at bruge dem på den skønneste  Banoffee-pie, som jeg eksperimenterede med igår, har glædet mig til lige siden og nu vil sætte tænderne i  🙂

Advertisements

2 thoughts on “Mad som ikke feder

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s