Skiklub og SUV giver status

De er mellem 30 og 40 år, klædt i nyt skitøj. Mange i nordiske mærker som Kjuss og Peak Performance og flere i Armani, som også er det mærke skilærerne er udstyret med. Deres biler er Porshe Cayenne, store Volvo´er, Mercedes, BMW og Audi SUV´er. De snakker lidt sammen eller kigger i deres mobiler. Jeg kender nogle af ansigterne og hilser kort, hvorefter jeg slutter mig til folkene fra byen, som står i et par grupper for sig. Vi sludrer om vejret, mens vi venter.

De velbeslåede forældre fra Milano bruger deres juleferie, vinterferie, påskeferie og alle vinterens weekender, samt en masse penge til motorvej, benzin, leje af lejlighed, køb af ski og udstyr, liftkort, forsikring, kontingent til skiklubben og køb af uniform på, at deres poder kan gå i skiklub.

Det er lørdag eftermiddag, solen er for længst gået ned bag bjergene, og jeg begynder at småfryse. Klokken er kvart i fem, og nu kommer det, vi alle venter på; bjergbanen ladet med trætte og glade børn fra den lokale skiklub. Vi ved, at ungerne er med netop det her tog, fordi hele flokken råber “Ahhhhhh” i det øjeblik, toget banker let mod de store stødpuder på endevæggen. 9-årig og jeg finder hinanden i mængden. Han kommer hen imod mig med et stort smil, våd af sved og med røde kinder.

img_8151

Skiklubben var oprindelig tænkt som målrettet træning af unge talenter med henblik på, at de skulle udvikle sig til nye Alberto Tomba´er. Nu virker det mere som forældrenes prestige-projekt. Når rollingerne kommer i teenagealderen, stopper de som regel til fordel for studier og andre fritidsinteresser. Så det er sjældent vi ser skiløbere fra Aostadalen hente medaljer hjem i større konkurrencer.

De prangende firhjulstrækkere ruller langsomt i køen ned mod skistalden, hvor børnenes ski afleveres til slibning og voks, så de er i top stand til konkurrence dagen efter. Mange søndage går med at stå tidligt op og køre børnene til konkurrence i et andet område for at heppe på dem. Sent søndag aften, pakker man kufferten, lukker og slukker ferielejligheden og spiser måske en pizza undervejs på den to timer lange køretur tilbage til Milano og fem dage på kontoret. Fredag aften gentages proceduren.

For os er det oplagt, at ungerne vælger det nærliggende skiløb frem for fodbold, karate eller ballet, som vi skal køre langt efter. Ved at bo lige midt i herlighederne sparer vi både tid og penge, og derfor handler skiklubben også mindre om prestige og mere om traditioner. Og det bedste er, at jeg nu med mit afkom kan dele den lidenskab, som bragte mig til ukendt alpelandsby for 19 år siden.

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s