U-jul

”…ellers rygende travlt med arbejde, julefrokoster og gaveindkøb”, lyder det i en mail fra en god veninde i Danmark, og min mor har stakåndet og stresset kommenteret på mit indlæg om bl.a. julegaveindkøb. Jeg kan mærke suset fra det travle nord og tænker lidt misundeligt på menneskemyldrende julemarkeder og duften af gløgg og brunkager.

Grønne plæner og tørre veje. Sneen kan anes på toppen i baggrunden.

Vi er allerede forbi den første søndag i advent uden, at jeg egentlig har opdaget det, og det er altså ikke fordi, jeg har rygende travlt! De to reklameblade vi modtager fra Carrefour og Euronics har i selskab med TV-reklamerne selvfølgelig bombarderet os med jul i hele november måned. Men her i alpelandsbyen er det bare ikke så juleagtigt endnu. De sidste af de lukkede butikker er kun langsomt ved at fjerne avispapir fra udstillingsvinduerne, og gadens sædvanlige juleudsmykning lader vente på sig. Sneen vi fik for et stykke tid siden er fuldstændig væk her i 1500 meters højde efter 4 dages heftigt regnvejr. Dog kan jeg berolige dem af mine kære læsere, som er skientusiaster, med, at fra 2000 meter og opefter har vi fået masser af sne, og de fleste lifter åbner den 3. december.

På min daglige byvandring mærker jeg solens varme og sætter pris på den tørre asfalt og de grøn-brune marker ind imellem husene, så længe det varer. Træet, som er rejst midt i floden ved torvet, har allerede været frosset og smeltet én gang. Nu står det igen fint og frostklart som et håndgribeligt tegn på vinter. Udenfor byens skønhedsklinik får jeg øje på årets første julekrybbe.

Jul i landsbyen begrænser sig i øjeblikket til en enkelt lille julekrybbe og byens frosne træ.

Helligdagene omkring den 8. december, som er ”Festen for Marias ubesmittede undfangelse”, er det egentlige startskud til julen og vinteren. Italienerne kommer myldrende for at indvie det nyeste skiudstyr og åbne deres feriehuse, og byen viser sig i sit fineste julestads. Sidste år blev julestadset godt nok forsinket og kom desværre først op efter omtalte helligdage – til gengæld fik vi så lov til at beholde det frem til midt i januar 🙂

Mens jeg venter på ungerne ved busstoppestedet, sludrer jeg med nabokonen, som fortæller mig at hendes datter er på ferie i København. ”Jeg sagde hun skulle tage sin dynejakke på, men hun valgte sin lange uldfrakke, og nu fryser hun selvfølgelig”, fortæller hun opgivende om sin 30-årige datters ulydighed. Jeg viser hende nogle billeder af København i fuldt juleornat og bliver endnu engang lige lidt nostalgisk.

Heldigvis kan jeg tage sagen i egen hånd, og det har jeg tænkt mig at gøre i weekenden ved at bage pebernødder med ungerne og lade dem fylde huset med julepynt uden min indblanding – eller i hvert fald næsten uden min indblanding 😉