Med kanoner og betonhammer kan drømme blive virkelighed

Floden Dora Baltea skærer sig bred og mægtig gennem bjergene præcis på et af de smalleste steder i Aostadalen. Her ligger Bard-fortet som en korkprop i flaskehalsen. Vandet blænder i øjnene, når vi går langs floden på denne smukke efterårsdag. De små huse står helt tæt langs den kampestensbelagte gade, som  er lige bred nok til, at en lille Fiat 500 kan snige sig igennem. Stejle gyder med trapper op skiller nogle af husene fra hinanden. Andre huse er forbundet hen over gaden med tykke mure gennemskåret af en port, så folk og små biler kan passere ind under.

Indgangen til vandrehjemmet ligger halvejs op ad bakken. I restauranten, som hovedsageligt består af en bardisk, hylder til vin og tre små borde, bliver vi godt modtaget af vores to gode venner. Vi får tagliatelle med ragout og gedeost til frokost og finder ud af, at det lille lokale kun er facade og indgang til noget meget større.

Tiziana og Chicco har lejet Casa Ciuca for foden af Bard-fortet, hvis opførsel man begyndte i 1034 for at lukke det øverste af den italienske ”støvle” af for uvelkomne gæster. Men Napoleon havde store drømme og lykkedes med at kæmpe sig igennem den 1. juni 1800 godt hjulpet af sine 40.000 mænd og masser af store kanoner. Vores to kære venner har også store drømme.

Chicco holder en pause med betonhammeren og hullet han er ved at lave i væggen ind til køkkenet. “Mine skuldre gør ondt af arbejdet med den maskine”, siger han, mens han ivrigt viser os rundt i de gamle, kolde og rå kældre under restauranten. Vi bevæger os to etager ned under jorden. De rå mure, runde søjler og smukt hvælvede buede lofter er omhyggeligt muret op af fint tilpassede kampesten. I de store rum med meget højt til loftet runger det, når vi snakker. Her er så mange rum og trapper op og ned, at jeg hurtigt mister stedsansen. Alle rum er tomme men bliver fyldt op af min fantasi, mens Chicco fortæller om deres idéer og planer med stedet: ”Det her rum skal indrettes til musikaftener med en stor kamin i den ene ende.” Jeg forestiller mig cigaretrøgen stige op midt i den støvede belysning (rygeforbuddet bliver skam overholdt, de steder jeg kender til – men alligevel… det hører jo næsten med!). Jeg fornemmer musikken, mørket og magelige mennesker. ”Her skal stå et langbord”, fortsætter Chicco i det næste rum; ” og så skal der serveres smagsprøver med ost, skinke og god rødvin.” Jeg ser for mig en masse snakkende og spisende italienere samlet rundt om bordet i massivt træ. De lufttørrede skinker hænger ned fra loftet, stearinlysene blafrer og vinen flyder fra støvede flasker.

img_7853
Små børn og store mure

Da vi senere siger farvel, bemærker vi, at Chicco er blevet tyndere. ”Jeg har ikke spist ordentlig mad siddende ved et bord siden i søndags,” svarede han glad, og da var det fredag…

Tiziana og Chicco har, ligesom Napoleon havde, en drøm, som de føler, er værd at kæmpe for. Jeg krydser fingre for, at det lykkes for dem, mens vi kører hjem mætte af pasta, nye indtryk og fantastiske forestillinger om fremtiden.

Advertisements

2 thoughts on “Med kanoner og betonhammer kan drømme blive virkelighed

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s