Kolde fødder og varme kastanjer

Dagen, som jeg med en balletdansers elegance har undgået de sidste par år med undskyldning om, at baby skulle have sin eftermiddagslur, er oprandt endnu engang. Og denne gang føler jeg ikke, at jeg kan undvige. Det er heldigvis en flot og varm efterårsdag med masser af solskin, klar blå himmel og de vildeste orange farver på bjergskråningerne. Jeg klæder mig selv og ungerne pænt på og frem for alt varmt. I dag er dagen, hvor vi vil mærke kulden fra jorden trænge lige stå stille op gennem skosålerne og videre ind i fødderne, som langsomt bliver iskolde og stive og minder os om, hvilke vej vi alle skal gå før eller siden. Forhåbentlig siden.

Det er den 1. november, og vi tager på kirkegården til messe for at mindes de døde.

Jeg står og ser lidt misundeligt over på de mennesker, som har deres afdøde liggende i solsiden. De læner sig afslappet opad muren og varmer sig som firben i forårssolen. Min italienske families afdøde ligger alle sammen i skyggesiden. Kirkegården er fyldt med søndagsklædte folk fra byen. Nogen kommer langvejs fra i dagens anledning. Der er lagt friske blomster på gravene og præsten er klædt i fin lilla messehagel. Hans prædiken når ud til alle hjørner af kirkegården via et par store højtalere. Min opmærksomhed bliver fanget af de urolige messedrenge og piger. En lille dreng i lysegrøn fleecetrøje løber frem og tilbage ad midtergangen. Det lokale kor synger et par salmer, men har lidt svært ved rigtigt at slå igennem. En messedreng ringer med klokken, og jeg forbereder mig.

Nogen gange sætter efterkommere mindesmærker op på en klippe i bjergene, og så må man ud at vandre for at lægge blomster.

Jeg forbereder mig på det bedste ved katolske messer. Nemlig det håndtryk vi udveksler med folk omkring os ledsaget af ordene; “fred være med dig”. I det minuts tid der er sat af til ritualet, er det som om, at vi kommer ud af vores egne små cirkler og nedbryder de fine spind omkring os. Vi trykker hånd og får øjenkontakt med vilkårlige mennesker, og et kort øjeblik føler jeg mig som en del af noget større.

Vi går fra kirkegården og ud i solskinnet. Hilser kort til højre og venstre og møder nogle rigtigt gode venner, som vi ikke har set i årevis. Vi går på cafe og drikker kaffe og sludrer. Imellemtiden har børnene i selskab med farmor, farfar, fætre, tanter og onkler nået at riste, pille og spise flere kilo kastanjer. Til os har de har gemt et lille stykke hjemmebagt frugttærte og 20 kastanjer, som nu er blevet kolde. Vi sludrer lidt mere og tager hjem. Ingenting blev, som jeg havde forudset.

img_0233
Svigerfar rister kastanjer.

Varmen i år gjorde, at jeg heldigvis ikke nåede at få kolde fødder. Til gengæld gik vi glip af de varme kastanjer. Et besøg på kirkegården minder iøvrigt om, at ikke alt går efter planerne.

Advertisements

3 thoughts on “Kolde fødder og varme kastanjer

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s