Hvordan stribede pinde tvinger mig til at se realiteterne i øjnene

Køernes larmende klokker, når de kommer forbi mit hus på vej ned fra bjergene, lærketræernes nåle, der skifter farve fra mørkegrøn til brunlig, blomsterne der visner i deres blomsterkasser og den sædvanlige dug på græsset om morgenen, der bliver afløst af den hvide rimfrost, er alt sammen noget jeg kan acceptere som en del af tidens gang. Sommeren går langsomt over i efterår, hvilket absolut har sin særegne charme her i bjergene. Men der er noget, som jeg har rigtigt svært ved lige at have med at gøre.

I fredags sneede det og dagens byvandring var våd, kold, mørk og meget trist.

Og det er, når den lille røde ladvogn, fuldt lastet med over to meter lange sort- og gulstribede pinde og to kommunalarbejdere, tager turen rundt i dalen for at plante pindene i vejsiden, så sneskovlechaufføren kan se, hvor vejen går, når vinteren beslutter sig for at kaste sin dyne af sne nedover landskabet.

Den virkelighed er jeg ikke parat til at blive konfronteret med allerede i begyndelsen af oktober!

Jeg nægter at sætte havemøblerne væk endnu. Sidste år spiste vi frokost i haven frem til 18-19 december.

Og så ved jeg jo godt, at det er den vej det går, og at vi i øvrigt også herhjemme må have styr på forskellige ting inden vinteren. Det er nu ikke sådan at vi bliver fuldstændigt afskåret fra omverdenen, når der falder sne. Vejene bliver effektivt ryddet nærmest med det samme (bl.a. takket være de sort- og gulstribede pinde), men alting bliver mere besværligt, og når turistsæsonen sætter ind i begyndelsen af december, er det sjældent, vi får taget os sammen til at komme ud af dalen før igen til foråret.

Inden sneen falder skal vi derfor (i vilkårlig rækkefølge);

  • fylde brændeskuret med træpiller, hvilket indebærer at finde et godt tilbud og hente pillerne med jeep en dag med tørvejr
  • tjekke gasniveauet i tanken og bestille opfyldning, så vi ikke risikerer at stå under bruseren en kold vinteraften med sæbe over det hele og ingen varmt vand 🙂
  • købe pasta, tomat på dåser, toiletpapir og andre vigtige og holdbare ting til god pris i nærmeste storby 70 km herfra (vi har heldigvis en lille købmand i byen, men hvis man kun handler hos ham, kan det ende med at man skal tage et lån i banken…)
  • få monteret vinterdæk på bilen, som i henhold til loven skal gøres senest 15. oktober, og ellers skal snekæder medbringes. Og så kan man med god samvittighed holde stille i snevejr og bande af ham foran, som holder på tværs af vejen og spærrer det hele, fordi han ”glemte” kæderne
  • rense brændeovnens røgrør
  • fylde alpe-antifryse-diesel på bilen, så snart det bliver disponibelt på tankstationerne
  • tjekke børnenes vintertøj og finde ud af, om noget skal bestilles på nettet eller om mormor kan tage noget med fra Danmark, når hun kommer til jul
  • sætte musefæller op fordi musene nu fryser om fødderne og vil ind i varmen

img_7653

Jeg føler, at vi lever et civiliseret og yderst priviligeret liv og alligevel mærkes naturen tættere på og har større indflydelse på vores dagligdag og ikke mindst mit humør, end det jeg kan huske fra mit liv i Danmark. Måske et interessant emne for et fremtidigt blogindlæg?

Advertisements

3 thoughts on “Hvordan stribede pinde tvinger mig til at se realiteterne i øjnene

  1. Husk vinteren også kan betyde blå himmel, sol og jomfruelig sne på mennesketomme pister, hvor du kan være den første på turen ned.

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s