Den triste tankpasser

Han sidder der på en olietønde midt på sin faldefærdige benzintank langs vejen. Han er omgivet af gamle dæk, olietønder og et par enkelte rustne biler, som ser ud til, at de er blevet opgivet af deres ejere. Hans hår er tyndt og uklippet, nærmest lidt låddent og troldeagtigt. Hænderne og ansigtet er mørke af sol, slid og skidt og gør det svært at bestemme hans alder. Den stålblå kedeldragt, som omslutter hans store, lidt sammenfaldne krop, er falmet og olieplettet. Blikket peger skråt frem og nedad. Nogle gange kigger han op på de forbikørende biler eller også stirrer han bare, som venter han på at blive bragt et sted hen, der måske findes, måske ikke, for at møde sin bror igen…

img_7627154

Nej, de lyserøde pelargonier i vindueskarmen har ikke noget med min pointe at gøre 😊

Det er ikke åbenlyst, men man kan stadig købe benzin på den gamle tankstation. Enkelte bilister stopper for at tanke i den lillebitte by med ca. 10 huse, en slagter, en købmand, en kiosk, en forhandler af brugte møbler og et busstoppested, inden de fortsætter nedad eller opad. Floden løber igennem byen med samme hastighed som trafikken.

En dag for mere end 10 år siden lå tankpasserens bror, som han så ofte gjorde i sin egenskab af udmærket mekaniker, med hovedet under en bil, der hvilede på en donkraft, som af uvisse årsager kollapsede. Herfra må du selv forestille dig resten eller lade være…

Jeg lægger mærke til den triste tankpasser, når jeg er på vej til lufthavnen for at tage flyveren til København eller på vej tilbage til min alpelandsby. Måske skal jeg bare til storbyen for at købe ind til forrådskammeret eller om på den anden side af bjergkammen for at besøge en veninde. Nogle gange kommer jeg løbende forbi på motionsrunden. Men jeg stopper aldrig. Og tankpasseren sidder bare der midt på min vej fra det ene sted til det andet. Midt i det hele. Midt i rodet. Midt i tiden. Midt i en slags ingenmandsland. Midt imellem livet og døden.

Sidder han virkeligt bare og venter på at tiden skal gå? Han foruroliger mig. Hvordan kan man bare sidde der og kigge? Man må da have en bog eller en avis, et strikketøj er måske ikke lige sagen, men så nogen at snakke med eller noget at gøre? Men faktisk ved jeg jo overhovedet ikke om han er trist eller om han bare passer sin tank…

…og i virkeligheden handler det her nok slet ikke om ham men om mig og min frygt for at stå stille, mens tiden går.

Advertisements

3 thoughts on “Den triste tankpasser

  1. Tak Tina

    Hvor er det fedt at få dine indspark ! Som at få en bid af en god bog i ny og næ. At blive holdt oppe på nysgerrigheden på andre mennesker.

    Love it.

    Heidi

    Den 13. oktober 2016 kl. 07.15 skrev Syd for Alperne :

    > Tina posted: “Han sidder der på en olietønde midt på sin faldefærdige > benzintank langs vejen. Han er omgivet af gamle dæk, olietønder og et par > enkelte rustne biler, som ser ud til, at de er blevet opgivet af deres > ejere. Hans hår er tyndt og uklippet, nærmest lidt låd” >

    Like

  2. Ja jeg tilslutter mig Heidis betragtninger fuldt ud, dine indspark giver stof til selvreflektion, dagens lille filosofikum. Skal vi ikke håbe pelagonierne er symbol på små lyspunkter i hans liv😉

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s