Om at drømme i Emdrup

En tidlig morgen i juni tager jeg S-toget til Emdrup station og spørger, det første menneske jeg møder, om vej til Danmarks Journalisthøjskole. Jeg går rask afsted for at dæmpe mine rystende knæ og uroen i maven. For nogle måneder siden meldte jeg mig til kurset Skønlitterær Non-fiktion med drømmen om at blogge og skrive til aviser og blade om mit liv i Alperne og nu er jeg frygteligt i tvivl om jeg har gjort det rigtige. Klokken 9.15 går jeg ind ad døren og møder den stærke lugt af linoleum fra gulvet i foyeren. Det hele er ikke så drømmeagtigt længere. Jeg gruer for mødet med alle de kreative folk, professionelle journalister og mennesker med andre fine uddannelser og interessante karrierer, som jeg spottede på deltagerlisten. Jeg selv er i øjeblikket ”bare” husmor med et par forskellige mellemlange uddannelser bag mig, som absolut intet har med at skrive eller anden form for kreativ udfoldelse at gøre. Jeg er spændt på at lære nyt, udvide mine horisonter, møde nye mennesker og være en del af et kreativt miljø. Men jeg er også nervøs for, at jeg, som en del af en vild drøm, har meldt mig til et kursus, jeg ikke har forudsætninger for at få noget konstruktivt ud af med risiko for at blive skuffet og endnu værre; totalt til grin!

Forleden læste jeg en kronik i Weekendavisen (”Generation 1983”, 16. september 2016) af en pige født i 1983, som efter at have fået sit drømmejob fandt ud af, at drømmen ikke levede op til forventningerne. Hun var derfor holdt op med at drømme, mente at det nok hørte med til at blive voksen og beskrev det som: ”Man er ikke på vej hen imod noget. Man stræber ikke efter noget. Man fortsætter bare.”

Nogenlunde de samme tanker hørte jeg i sommer fra en god ven i begyndelsen af 50´erne. Han mener, at han nu som voksen ikke længere føler, at der er nogen særlige begivenheder at se frem til med forventningsfuld spænding, som han gjorde da han var yngre. ”At glæde sig som et barn til juleaften” er noget de fleste af os kan huske og som fint beskriver den fantaseren om fremtiden, som bliver mere og mere afdæmpet, efterhånden som vi bliver ældre. Vi drømmer jo ikke om julemanden, når vi ved, at han ikke findes, men tør højest drømme om at få mandlen i risalamanden!

Tilbage i Emdrup har vi placeret os bag hver vores bærbare computer, er blevet tilsluttet internettet, har fået vores første kop kaffe og skal til at i gang med præsentationsrunden. 18 voksne mennesker med forskellige forventninger til og mål med kurset. En erfaren journalist og udlandskorrespondent fortæller om sin drøm om at skrive en roman om den politiske situation i Rusland, en dame på min alder er landskabsarkitekt og vil gerne skrive en bog om haver, en pige oversætter bøger og vil forsøge sig med at skrive børnebøger, en biolog ønsker at formidle sit fag på en spændende måde for at vække børns interesse, en frankofil har planer om at forbedre sin blog om Frankrig og få flere læsere, en expat vil skrive på nettet om hverdagen i Kenya. 18 voksne mennesker med hver vores drøm.

Når jeg nu tænker over det, kan jeg selvfølgelig godt se, at mange af mine drømme er urealistiske og i hvert fald ikke har kunnet brødføde en familie, og at jeg rent faktisk i alle årerne, hvor jeg har lagt planer og drømt om at gøre noget andet, er blevet ved med at gøre det samme. Og så måske ikke helt alligevel…?

img_7494

Hvad gemmer sig bag det næste sving?

Kurset i Emdrup var fantastisk. Jeg gik derfra efter 4 kreative dage fyldt op af nye ideer og følelsen af have uanede muligheder. Drømmen om at blive en stor skribent går muligvis ikke i opfyldelse, men den flyttede mig lidt, lærte mig noget nyt og bekræftede mig i at jeg gerne må blive ved med at drømme og fantasere om, hvad der venter mig bag det næste sving.

Jeg er blevet tilstrækkeligt voksen og fornuftig til ikke længere at tro på Disneys ord om at “If you can dream it, you can do it.” Men jeg tror på, at hvis man stopper med at drømme risikerer man at miste entusiasmen og viljen til at prøve at give livet mening.

 

 

 

 

 

Advertisements

One thought on “Om at drømme i Emdrup

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s