En time og syv euro

Det varme og fugtige omklædningsrum lugter af cement og klinker. Jeg bruser, tager badedragt på og går op og ud til bassinet, som klokken 8 om morgenen stadig ligger i skyggen. Jeg tænker ikke i minutterne inden jeg hopper i. Jeg tager svømmebriller på og sænker mig ned i det kølige saltvand. De første crawltag strækker min krop rigtig godt igennem. Vendingerne under vand eksperimenterer jeg stadig med og de bliver ikke altid lige vellykkede. Når det går godt får jeg foldet mig helt sammen og kommer hurtigt rundt, ender med ryggen nedad og ansigtet opad, sætter af med fødderne en halv meter fra væggen og stryger op gennem vandet mens kroppen drejer tilbage til maveliggende. Jeg vil svømme i 45 minutter, hvilket svarer til 50 baner og der er lang vej endnu. Min krop vågner op og jeg begynder at svømme stærkere. Solen rammer nu det øverste af de små gule og okkerfarvede huse i 4-5 etager som ligger langs den ene side af bassinet. Til den anden side skyller bølgerne op på stranden og i den modsatte ende af indgangen pusler ejerne af en lille, hyggelig, udendørs fiskerestaurant med at åbne stedet for de første kaffetørstige turister og stamgæster. Hvorfor går jeg ikke bare direkte til kaffen og lune croissanter?

Solen rejser sig endeligt så langt over bjergene at dens første stråler kaster deres flimrende spil af gyldne streger som stjernekastere på bunden af bassinet. Den skinner mig i øjnene når jeg vender op for at få luft til den ene side. Jeg strækker kroppen så meget jeg kan ved hvert svømmetag, trækker luft ind hver tredje gang, bruger benene som en frømand og vender rundt under vand med en kolbøtte i hver ende af banen uden at stoppe op. Vandet smager salt på mine læber, smyger sig henad min krop og hjælper mig til at fastholde en god rytme. Boblerne larmer i mine ører og mine briller dugger. Jeg bliver opslugt af vandet omkring mig og aner ikke, hvad der foregår oven vande. Sandsynligvis ikke andet end at byen vågner langsomt. Livredderen spuler gulvet og Nadia på fiskerestauranten bager croissanter og brygger kaffe. Efter 25 baner begynder jeg at skimte målet. Jeg fryser en smule og sætter farten op. Solen varmer mine skuldre. Efter 45 minutter og 50 baner stiger jeg op af vandet og sejler ned under den varme bruser, lettere svimmel efter at have været vægtløs så længe.

img_1057190158

Jeg tager varmt og blødt joggingtøj på og går over til Tossini for at købe nybagt, italiensk morgenbrød til hele familien. Duften af friskbrygget kaffe og smørbagte croissanter blander sig med duften af olivenolie og Stracchino-ost på focaccia-brødene, som er klar til gæster med hang til det salte. Hvidt papir og rødt gavebånd bliver bundet om tre croissanter med chokolade til ungerne, én med creme til manden og én med marmelade til undertegnede. Går hjemad i en underligt flydende og svimmel tilstand. En time og syv euro er indsatsen og resultatet er dyb tilfredshed med mig selv og den måde min morgen ved vandet syd for Genova er startet på. Jeg har lagt fundamentet for endnu en god dag og er klar til kaffe og croissant.

Advertisements

One thought on “En time og syv euro

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s