Den grønne barak

Om morgenen i juli, før solen kigger frem bag bjergene og kysser duggen væk fra græsset, står der røg op fra det lille blikrør som udgør skorstenen på barakken i nabohaven. Det er en barak af grønlakeret metal som krakelerer rundt omkring. De kolde vintre og den stærke sommersol har mærket overfladen som et menneskes ansigt. Der er et vindue fortil som kigger ind mod vores have. Indgangsdøren til venstre er lukket om vinteren med kæde og hængelås. Om sommeren, når det ældre ægtepar fra Genova flytter ind i den grønne barak for at nyde den kølige bjergluft, sætter de en solfanger op over vinduet og kommer over til os for at koble sig på vandrøret ude i haven til gengæld for 6 flasker olivenolie direkte importeret fra olivenoliens mekka Ligurien. Jeg ved faktisk ikke om de har bad. Jeg har selvfølgelig ikke spurgt, men toilet, et lille køkken ved indgangen, en stue med en lille brændeoven, bulende linoleum på gulvet, et bord med en ridset voksdug, en pære i loftet, der lyser med et stærkt neonagtigt skær om aftenen, samt et lille værelse med en køjeseng er, hvad jeg lagde mærke til den ene gang jeg var ovre for at hente 3-årig hjem fra hyggeligt samvær. Der lugter af fugt og indelukkethed. Hovedpuderne bliver hængt til udluftning på hegnet i solen hver morgen. Dørslag og gryder bliver hængt til tørre samme sted efter madlavning og opvask. Hr og Fru Genova er velopdragne og pæne mennesker der ikke trænger sig på. Hun kommer dog gerne over og sludrer engang imellem. Madopskrifter, børn og vejret. Nogle gange kommer Hr Genova så og henter konen hjem igen når han synes det går for vidt med at hænge ud hos naboen. De er kommet på ferie her på samme sted i bjergene gennem 40 og jeg har en mistanke om at deres tøj er med fra dengang de kom her første gang. Forleden dag viste Hr Genova mig stolt at han nu havde hængt bilnøglerne fast i sine bukser, for som han sagde: “… jeg ikke riskikerer at tabe dem igen og skal rejse tilbage til Genova (239 km ifølge Google maps) for at hente reservenøgler til bilen”, som det skete for et par uger siden. Fru Genova har et par gamle bomuldskjoler hun skifter imellem og så har hun en meget gammel, men fin hjemmestrikket cardigan i coralrød som er i absolut pendant med korallerne der hænger i ørerne. En mærkelig kontrast til deres simple liv i bjergene med madlavning, en kort vandretur (han tidligt om morgenen og hun lige før frokost), opvask og eftermiddagslur i skyggen er de dage, hvor hun beslutter at sætte ruller i håret!
Når de pakker sammen og rejser hjem i slutningen af august, er det tegn på at sommeren er ved at gøre det samme. Så tænker jeg på min mormor og hvordan hun altid mindedes den fantastiske sommer, hvor hun boede med mig i en skurvogn i en have i Tinkerup, imens mine forældre var ved at bygge et flot sommerhus på grunden. Det simple liv i skurvognen blev til de skønneste ferieminder og jeg kan faktisk ikke huske, hvad det blev til med det fine sommerhus – måske vi solgte det, fordi der ikke var flere penge tilbage, da det endeligt var færdigt.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s