Chokolade er ikke nødvendigt…

“Unge mand, hvis vi kun gør det, der er nødvendigt her i livet, så bliver det meget trist,” belærte den gamle og kloge dame min far om. Han mødte hende på plejehjemmet, hvor han engang var ude for at sætte samtaleanlæg op. Hun tilbød ham et stykke chokolade, som han pænt afviste med ordene; ”Nej tak. Det er ikke nødvendigt.”

Idag har jeg så besluttet at gøre noget unødvendigt.

Solen skinner fra en meget, meget blå himmel og frostsneen blinker til mig for at sige: ”Kom dog ud og leg!”. Måske er det de mange opdateringer jeg læser om det triste vejr i Danmark, eller måske er det den dokumentarfilm om en kræftsyg mand, som jeg tjekkede oversættelsen på i går… Jeg har i hvert fald besluttet ikke at vente til imorgen.

Jeg tager afsted på ski for første gang i denne sæson. Veninde er med på ideen, og vi indtager de mennesketomme pister med glædesjubel, sang og gode grin på vej op i liften.

Alt for mange dage går med nusseri derhjemme. Nogle gange har jeg ”rigtigt” arbejde som i faktureret-og-betalt-over-Paypal, og ellers er undskyldningen for at udskyde det unødvendige ikke, at jeg skal stryge og gøre rent, for det kan selvfølgelig vente, men snarere at ”stå på ski kan jeg jo altid gøre”, “det er for koldt” eller “der er for mange mennesker”. Men vinteren er bare alt for lang og sneen alt for irriterende, hvis jeg glemmer, hvorfor jeg landede i ukendt alpeby for 19 år siden.

Januarsolen varmer svagt på ryggen på vej op i liften, og den iskolde vind bider i kinderne og giver mig ungpigekuløren tilbage. På den sidste tur ned fra toppen falder jeg elegant og kurrer på maven et laaaangt stykke. En gut på vej op i liften råber, om jeg er okay. Jeg har sne på maven, i vanterne, lommerne, nakken, nedad ryggen og i ansigtet. Jeg er så kold omkring munden, at jeg næsten ikke kan svare ham. Men det gør ikke ondt nogen steder, og jeg har det fantastisk.

Jeg har opgivet at blive bedre på ski og undskylder mig med, at jeg kommer fra et land, hvor det højeste punkt  er 172 meter og det iøvrigt, til mange italieneres overraskelse, aldrig rigtigt sner. Så jeg har byttet slalomskiene ud med telemarkski. Det er god træning for ballerne og mellem os sagt; vækker jeg igen lidt opsigt på pisterne nu, hvor jeg ikke længere kan dupere nogen med mine håbløst gammeldags kortsving og alt for smalle ski 🙂

Jeg når hjem lige i tide til at hente ungerne fra bussen. De får et knus af træt, men glad og tilfreds mor med brændende kinder og en god følelse af at have byttet om på rollerne for en dag; jeg har været ude og lege mens ungerne har passet deres gøremål.

Der kommer ikke til at gå så lang tid, inden jeg igen vil gøre noget komplet unødvendigt.